|
Fra særudstillingen på Vendsyssel Kunstmuseum 2010 Særudstilling
på Vendsyssel Kunstmuseum MENNESKETS NATUR |
||||
De er der alle vegne. Øjnene, der ser og betragter. Lurende og observerende følger de en. Det intime rum mellem værk og beskuer intensiveres af de gennemborende blikke, der forvandler beskueren til den beskuede. Hænderne, der krammer og favner, omfavner og knuser, skygger og beskytter, rører og angriber. Mennesker i solo og i samspil, stående, liggende og siddende, i monolog og dialog – med usagte og sagte relationer. Peter Max-Jakobsens kunst er centreret omkring mennesket. [Bror Bror, 2007. Olie på lærred, 24 x 34 cm. Tilhører Anni Gamborg og Troels Laursen] I et tidligt værk fra 1999 har kunstneren stillet sig foran spejlet og maler et selvportræt. Blikket er fokuseret og fast, og bag det ligger bevidstheden og refleksionen. Det er det samme undersøgende blik, som Peter Max-Jakobsen har haft rettet mod mennesket og menneskefiguren gennem de sidste ti år i sine værker. Men spejlets refleksion er ikke længere bundet til den ydre virkelighed. Det er gået bag om blikket – mod en indre virkelighed med fiktive rum og situationer, der opstår på lærredet under processen. [Selvportræt, 1999 (beskåret). Olie på papir, 100 x 70 cm. Tilhører kunstneren/Privateje] Et markant værk fra 2005 bærer titlen ’Infrahead’. [Infrahead, 2005. Olie på lærred, 101 x 99 cm. Privateje] Et hoved ses i profil og heri forgrener tråde af farver sig. De er opstået spontant ved opvarmning af farvebobler indtil de brister på fladen, men den spontane og abstrakte proces bliver på den færdige flade til et mønster og en struktur. Man er, som titlen indikerer, infra – alias under den synbare virkelighed. Peter Max-Jakobsen afdækker og åbner til komplekse strukturer, hvor det ikke synlige synliggøres. De stringente og vertikale linjer, der er bundet til legemet kontrasteres af det komplicerede mønster, der knytter sig til bevidstheden. Peter Max-Jakobsen (f.1973) er uddannet fra Det Kongelige Konservatorium og Det Kongelige Kunstakademi i Den Haag fra 1998-2002, hvor han efterfølgende blev tilknyttet som underviser frem til 2004 indenfor områderne materiale, eksperimentering og skitsemetoder. Inden opholdet i Holland konsulterede han Tegneskolen ved Majlis Thomasson i København i perioden 1996-1998. Konservatoriet og Akademiet i Den Haag er organiseret som et interfakultet, hvor kunstarterne ’samples’. I den interdisciplinære tilgang skelnes ikke mellem de forskellige kunstneriske udtryk, og der arbejdes målrettet med konceptkunst. Det var med kunstnerens egne ord ’en smeltedigel’, hvor der blev arbejdet ud fra devisen, at et værk skulle stimulere mindst to sanser. Denne grundtanke afspejles i flere af Peter Max-Jakobsens værker fra studietiden og årene umiddelbart efter. I en række installationer og performances indgår både lyd, billede og objekt, hvorfor perceptionen er betinget mangesidig. Interessen for musik og musikkompositioner har fulgt Peter Max igennem årene, men tiden i Holland skulle få stor betydning for hans eget musikalske udtryk. Blandt underviserne var hollandske Dick Raaijmakers, der har været banebrydende indenfor udviklingen af den elektroniske musikgenre særligt via sit arbejde med og udvikling af elektroniske lydinstrumenter. Peter Max deler passionen for den elektroniske musik og har orienteret sig mod det eksperimenterende musikmiljø med kunstformen Live Cinema som et centralt punkt. Eksperimenterne udmøntede sig endvidere i en række selvkonstruerede instrumenter bestående af genbrugselektronik. Det gælder eksempelvis serien af ’Whinere’, der kan skabe rytmiske sekvenser og enkelttoner og som rent visuelt springer i øjnene med deres ledningsindmad, farvede knapper og kabinet. Peter Max er fascineret af forbindelser og kredsløb, og fra musikinstrumentet til lærredet er der ikke langt i kunstnerens bevidsthed. De to udtryk er integreret, og i begge er kompositionen afgørende – hvad enten det er rytmiske sekvenser eller visuelle relationer, der etableres. Tiden på Tegneskolen med fokus på klassisk croquistegning og skitse, manifesterer sig i en mestring af menneskeskildringen i maleriet – ofte kun fastholdt med præcise streger, der vidner om talrige studier af menneskets anatomi og bevægelsesmønstre. Ofte synes formerne mere skitserede end malede i hurtige strøg. Det ligger endvidere i Peter Max’s arbejdsproces at tegne motivet op, overveje kompositionen undervejs og dernæst lægge farve på. Farven er ikke afgørende – det er derimod stregen og linjen, hvorfor flere af hans værker kun bærer én farve i stregomridset af en figur. Kendskabet til motivet ligger så dybt i kunstneren, at der ikke længere inddrages model i processen. Det sidder i hænderne og på nethinden. Som Nina Steen-Knudsen engang har udtrykt det ’Jeg kan male alt.’ Det samme kan Peter Max-Jakobsen. Musik, performance, installation og maleri har således eksisteret sideordnet i Peter Max’s værk – dog har han de sidste år primært helliget sig arbejdet med maleriet. Forklaringen derpå skal, ifølge ham selv, findes i det mangeårige og intensive arbejde med den interdisciplinære konceptkunst, hvor hele projektet gennemtænkes på forhånd, og inden konkretiseringen allerede eksisterer fuldt ud i kunstnerens bevidsthed. Den videnskabelige tilgang, hvori alt reduceres, trak spontaniteten ud af værket. I processen med at få konceptet projekteret over i værket og vice versa var der ikke plads til det uforudsete. I maleriet fandt Peter Max et medie, der ikke kræver metodisk gennemtænkning og reducering inden processen starter. Der er rum i mere end én forstand. Dermed ikke sagt, at Peter Max har forladt den videnskabelige tilgang for flere af motiverne er bygget op omkring reducering og forenkling, men det er en del af processen, og sporene skjules ikke. Aflejringer fra tidligere kompositioner ses i flere tilfælde bag og i samspil med det endelige motiv. Ligesom i instrumenterne konstrueres malerierne med enkelttoner, hvor en figur formgives med et enkeltfarvet omrids og rytmiske sekvenser, hvor flere figurer og farvetoner er i samspil. [Forspil 1 th, 2002. Olie på lærred, 50 x 65 cm. Privateje] [Gulvøvelse 1, 2002. Olie på lærred, 200 x 200 cm. Tilhører Klaus Pindstrup Pedersen] og [I-Do-Logik, 2007. Olie på lærred, 90 x 190 cm. Privateje]
|
Forskellige
temaer behandles serielt og på tværs af tiden. I serierne
’Samtaler’ fra 2000 og ’MONO’ fra 2001 er omdrejningspunktet
henholdsvis sprog og kommunikation samt isolation. Begge har relationen
mellem mennesker – eller manglen herpå i fokus. I førstnævnte
visualiseres sprogets kanaler med streger og linjer, der mimer de lydførende
ledninger i instrumenternes konstruktion. I ’MONO’ forstærkes
bevidstheden om isolation via ensomheden. Et ansigt i profil er afskåret
fra kroppen og en afskærmende håndflade rækkes frem.
En isolerende adfærd kan afstedkomme ensomhed. En skygge uden relation
og en hånd uden legeme er ensomheden selv. [MONO 4, 2000. Olie på
lærred, 30 x 20 cm. Privateje] [Faldende grå MONO 1-4, 2000/2001.
Olie på lærred, 4 a 65 x 65 cm. Privateje] Serien af ’Øvelser’,
der omhandler menneskets ekstreme adfærd, er blevet taget op med
års mellemrum og indenfor forskellige temaer. Blandt værkerne
i serien ’New Office’ fra 2008 finder man ’Gulvøvelse
5’. [Gulvøvelse 5, 2008. Olie på lærred, 90 x
190 cm. Privateje] [Gulvøvelse X, 2009. Olie på lærred,
189 x 112 cm. Tilhører Galleri DinKunst] Reduktionen i processen
synes her at have forplantet sig til en reduktion af mennesket selv; et
kravlende individ, der som et dyr smidigt smyger sig ind og ud mellem
kontorstolene i en interaktion af transparens mennesket og stolene imellem.
I ’Gulvøvelse X’ fra 2009 hægter repetitive figurer
sig på en stol nedefra, hvorfor de får reminiscens af skygger
– som det også er tilfældet i den tredelte installation
’Office’, hvor figuren er reduceret til en rød skygge
under en kontorstol. [Office, 2008. Stol, plastikkrus, akrylplast m.m.,
200 x 200 x 400 cm. Tilhører Vendsyssel Kunstmuseum] Stolens tilstedeværelse
i rummet får en bemægtigende karakter gennem dens spejling
i vægophængets motiv, formet af plastikkrus, der mimer stolens
polstring. ’New Office’ er centreret omkring menneskets relation
til det moderne samfund, og kontoret bliver et symbol på det moderne
menneske. I flere af motiverne sker en tankevækkende sammensmeltning
af de to – mennesket og stolen. Hvor det i flere af Peter Max’s
tidligere værker har været relationen mellem mennesker, indtræffer
i de senere en relation mellem mennesket og et interiør eller et
objekt, såsom maskinen. Malerierne ’In the Belly of the Beast’ og ’Red Machine’, begge fra 2008, er ens i perspektiv, format og til dels motiv. [In the Belly of the Beast, 2008. Olie på lærred, 190 x 190 cm. Tilhører Vendsyssel Kunstmuseum] [Red Machine, 2008. Olie på lærred, 190 x 190 cm. Tilhører Galerie Provence] 4 nøgne figurer står og sidder omkring en kerne; henholdsvis et tårn af ledninger og dingenoter og et maskinværk af hjul, cylindere, remme og pedaler. Synsvinklen afstedkommer både overblik og afdækning af en kompleks proces, der indebærer henholdsvis in- og outplugging af ledninger og en igangholdelse af maskinen. Hos Peter Max sættes samtiden under lup; menneskets relation til både sig selv, hverandre og samfundet. Resultatet er både fascinerende og foruroligende. I et værk fra 2009 skildres mennesket liggende og fra dets indre flyder ledninger. Enkelt, æstetisk og råt og frastødende. Deri rækker tanken om det komplekse menneske ud over motivet og ind i beskuerens bevidsthed – efterladende sig et komplekst virvar af stillingtagen, spørgsmål og refleksioner. [Lmenneske, 2009. Olie på lærred, 117 x 127 cm. Privateje] Fagbladet Billedkunstneren satte i december nummeret 2009 kunstens rolle i samfundet på dagsordenen. I et interview med Mads Øvlisen, formand for Statens Kunstråd, fremsættes synspunktet, at kunst ikke skal være drevet af at behage publikum og kunstkøbere. Kunst skal derimod, som Øvlisen formulerer det ’sætte tanker i gang og skabe debat.’ii Peter Max-Jakobsens værker er både tankevækkende i motivet og debatterende i indholdet. Med udstillingen ’Menneskets Natur’ sættes fokus på en samtidskunst, der rækker udover værket selv og ind i sin komplekse samtid. Sine Kildeberg |
||||
MENNESKETS NATUR - projektionsrummet med 5 digitale film. I montren står M-SWITCH'en. |
|||||
Særudstilling
på Vendsyssel Kunstmuseum Prolog Af Troels Laursen
Menneskets Natur er titlen på Peter Max-Jakobsens udstilling på
Vendsyssel Kunst Museum 2010 er. Det handler om menneskets væsen
og indhold, men også om dets forhold til omgivelserne og til naturen,
som den selv er en del af. Udstillingen ”Menneskets Natur”
er en skildring af menneskelivet. En tolkning af den menneskelige identitet
og selvforståelse. En tolkning af relationerne mellem mennesket
og mennesker. Mellem mennesker og tingene…..mellem mig og dig, hvor
en plus en altid er mere end to. Kroppen Hænder |
Hoved Baggrunden Stole og kontoret Cirkler Epilog
|
||||